Nedrykningsslag:

Lyngby døde med støvlerne på

Snævert nederlag på 0-1 til SønderjyskE

Af
Af Mikael Østergaard

Man kan ikke sige, at det var ufortjent, at SønderjyskE vandt 1-0 over Lyngby i lørdagens opgør i Haderslev. Holdet havde dobbelt så mange afslutninger, men Lyngby havde i første halvleg 3 gode muligheder for at komme foran.

På den første afsluttede Jeppe Kjær tæt forbi stolpen, og på de to næste gik der kluddermor i Jesper Christjansens bentøj, da han skulle sparke superindlæg i mål. Og efter pausen kom Jeppe Kjær efter en mønsterangreb i feltet til en afslutning, men hans skud blev rettet af til hjørnespark.

SønderjyskE havde bestemt også store chancer, men Oskar Snorre diskede op med superredninger - blandt andet en dobbeltredning - når det brændte på. Og da han endelig blev passeret, reddede Simon Vollesen på stregen med hovedet.

Oskar Snorre var dog chanceløs i det 70. minut, da et hjørnespark blev snittet videre til en helt fri Mads Hvilsom, der en halv meter fra målstregen kunne prikke bolden i nettet til 1-0.

Trods nederlaget var der flere opløftende præstationer. Oskar Snorre er nævnt, og foran ham var Kevin Tshiembe en sikker, hurtig og fysisk stærk ankermand. Han fik fin støtte af Thomas Sørensen og unge Adam Sørensen, der endnu engang virkede totalt uimponeret over med kort varsel at blive smidt ind i en afgørende superligakamp. Til gengæld havde Simon Vollesen, der erstattede en skadet Jeppe Brandrup, store problemer på den uvante plads som højre back.

Midtbanespillerne og angriberne havde svært ved at sætte sig igennem på den ujævne bane, men undervejs lykkedes det at sætte fine kontraangreb i scene. Bedst var indstiftede Herolind Shala, der afløste Mathias Hebo i anden halvleg.

Både Jeppe Kjær og Mayron George måtte indkassere et gult kort, der betyder, at de ikke er med i torsdagens returopgør på Lyngby Stadion. Det bliver et kæmpe problem, for nu er kun Kim Ojo tilbage i rollen som frontangriber. Med mindre cheftræner Thomas Nørgaard trækker en kanin op af hatten.

Publiceret 15 April 2018 12:00

SENESTE TV