Vikingerne indtager Stadsbiblioteket

Frem til 18. juni viser Stadsbilbioteket udstillingen ’Heltemod og Hamskiftere’

 Fordybelse i spændende og drabelige historier om vikingernes heltemod, hamskiftere og krigeriske mænd og kvinder er omdrejningspunktet i udstillingen 'Heltemod & Hamskiftere', der er inspireret af Josefine Ottesens bog 'Vikingesagn'. Udstillingen er en del af projektet Fang Fortællingen, hvor 10 biblioteker samarbejder om at udvikle 10 fysiske udstillinger, der åbner den børnelitterære verden.

Indtil den 18. juni vil man på biblioteket blandt andet kunne møde vikinger, se kampshow, prøve vikingetøj og holde et sværd.

“Det er fantastisk at teater, historie, litteratur og formidling sammenkobles i denne udstilling. Vikingetiden er en spændende periode, som fanger manges interesse - både børn og voksnes. Og denne udstilling kan måske få endnu flere til at være nysgerrige på vores historie,” siger borgmester Sofia Osmani.

Runesten og sagn

Udstillingen har en iøjnefaldende fysisk del, der består af fem store runesten, som er med til at fortælle om sagnet og vikingernes verden. Her kan man løse opgaver, finde hemmelige runer og opleve Sune Elskærs illustrationer fra 'Vikingesagn'. Samtidig kan man også gå på opdagelse i fortællingen om Ragnar Lodbrog, og finde ud af hvem han egentlig var, og hvordan han fik sit navn, ligesom man kan stille spørgsmål til fortidens krigere.

Udstillingen 'Heltemod og Hamskiftere' er udviklet i samarbejde med Peoples Press, udstillingsarkitekt Kasper Lyneborg/Tegnestuen Kronværk, Gentofte Centralbibliotek og Herlev Bibliotek.

Projektet er støttet af Nordea-fonden og Slots- og Kulturstyrelsen.

/peb

Publiceret 11 April 2018 09:00

Det Grønne Område nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag Det Grønne Område
SENESTE TV