Snurrede rundt 100 gange:

12-årig dreng fanget i forlystelse på Bakken og indlagt på hospitalet

Af
Mikkel Brøgger Petersen

Nordsjællands politi har mandag afspærret forlystelsen 'Skyroller', fordi en 12-årig dreng i weekenden blev kvæstet i forlystelsen  på Bakken.  Det skriver Ekstra Bladet.

I 'Skyroller' får passageren oplevelsen af at styre vinger på et fly, der får flyet til at dreje rundt om sig selv.

Ifølge Nordsjællands Politi var drengen under turen blevet dårlig og havde sluppet de styrende håndtag.

I stedet for at gå i "neutral" stilling havde flyet fortsat rotationerne, og drengen endte med at snurre over 100 gange rundt på hovedet.

Den 12-årige kom ned fra forlystelsen og havde det så dårligt, at en kammerat kontaktede den 12-åriges forældre.

Drengen fik på sygehuset konstateret blødninger i hovedet og lettere blindhed, skriver Ekstra Bladet.

Ejeren lukkede selv forlystelsen på grund af en teknisk fejl, da Nordsjællands Politi henvendte sig mandag. Politiet opretholder lukningen og spærrer forlystelsen af med henblik på tekniske undersøgelser, skriver BT.

Publiceret 09 April 2018 21:15

SENESTE TV