Ny udstilling:

Papirarbejder i Kunstforeningen

April måneds udstilling i Lyngby Kunstforening viser værker af billedkunstneren Cai-Ulrich von Platen

Cai-Ulrich von Platen er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Blandt hans talrige udstillinger kan nævnes Museet for Samtidskunst, Roskilde (1991) og Clausens Kunsthandel, København (2005), begge separatudstillinger.

Cai-Ulrich von Platen har kaldt sin udstilling “Papirarbejder”. Det er akvareller, gouacher, tegninger og collager, der er delresultater af en løbende proces, en metode, hvor papir, farver og pensler ligger parat, og hvor en hel masse akvareller ligger i en bunke og er i gang på én gang. Hvert billede er typisk 1-2 år undervejs, før det får lov at forlade bunken. Lagringen er næsten lige så vigtig som udførelsen: Det er først når papiret, farverne og figurationen på næsten kemisk vis bliver sammensmeltet, at akvarellerne får deres eget liv.

Udstillingen på Jernbanepladsen 22 kan ses til og med den 26. april. Der er åbent tirsdag til fredag kl. 14-17, lørdag kl. 11-14. Søndag og mandag lukket./peb

Publiceret 05 April 2018 13:00

SENESTE TV