Bøllemosen har fundet vej til smutturen.dk

smutturen.dk giver inspiration til unikke naturoplevelser i Danmark. Blandt de 50 udvalgte naturattraktioner er Bøllemosen

Af
Af Pernille Borenhoff

Danmark er dækket af cirka 23 procent natur og flere end 7.300 kilometer kyststrækning, der gemmer på en lang række skønne naturattraktioner. En ny inspirationsguide - smutturen.dk - har samlet 50 udvalgte naturattraktioner. På sitet kan man læse om stederne, se flotte billeder derfra, lave en rejseplan og se en listevisning over alle de steder, der er i nærheden af dig. Den eneste lokale naturattraktion, der har fundet vej til guiden er Bøllemosen i Jægersborg Hegn. Her kan man finde kødædende planter, smuk natur og masser af oplevelser for både børn og voksne. Ligesom de øvrige 49 steder er dette sted nøje udvalgt blandt i alt 580 indstillede naturattraktioner. Det er landets kommuner og turismeorganisationer, der har stået for at indstille deres lokale naturoplevelser, mens et ekspertpanel med fire fagdommere har udvalgt de endelige 50 steder fordelt over landets fem regioner.

Tæller antal besøgende

Bag Smutturen står Realdania i samarbejde med Dansk Kyst- og Naturturisme, Naturstyrelsen og VisitDenmark. Målet med initiativet er at gøre opmærksom på disse særlige steder og naturoplevelser, så endnu flere danskere og udenlandske turister vil besøge dem og få glæde af dem. Som en del af indsatsen indsamles besøgsdata fra alle 50 steder. Teledata fra alle stederne kombineret med sensorer på udvalgte steder tæller de besøgende anonymt. Formålet er at få et mere klart billede af, hvor mange mennesker der besøger de danske attraktioner, og derigennem skabe ny viden og fakta om stedbundne, lokale potentialer rundt om i hele landet. Samtidig kan det være med til at give et billede af, om der er behov for videreudvikling af faciliteter omkring de pågældende steder, forlyder det fra Naturstyrelsen.

Publiceret 30 March 2018 08:00

SENESTE TV