Lyngby Boldklub:

“Vi skal have hele byen med”

’Friends of Lyngby’ vil tiltrække flere sponsorer og investorer ved at udvide sine tilbud og sit værdigrundlag

Af
Af Mikael Østergaard

Siden overtagelsen af Lyngby Boldklub for halvanden måned siden har de 15-16 nye ejere haft travlt med at rydde op i forretningen.

“Først skulle vi skrabe penge sammen, så skulle vi arbejde os igennem stakkevis af Exel-regneark og lukke mange huller i osten, men nu er vi så langt, at vi kan begynde at kigge fremad”, forklarer Mads Byder, der er en af investorerne bag 'Friends of Lyngby'.

Et erklæret mål for ejerkredsen er at opbygge et langt bredere produkt og værdigrundlag, så man nemmere kan tiltrække sponsorer.

“Vi skal have hele byen med, hvis det skal lykkes at skabe succes i Lyngby Boldklub. Det kan ikke være rigtigt, at vi har et sponsorbudget som en 2. divisionsklub. I andre byer bakker alle virksomheder op - også dem, der ikke er vilde med fodbold. De seneste par år har flere sponsorer trukket sig fra Lyngby Boldklub. Det er selvfølgelig helt ok, hvis virksomheder siger nej til at være sponsor, men netop derfor skal vi have flere tilbud, så det bliver naturligt at sige ja”, siger Mads Byder.

Lyngby Boldklubs seneste projekt er etableringen af et eSport-hold, Lyngby Vikings, der stiller til start Copenhagen Games i slutningen af denne måned.

På lidt længere sigt er der planer om oprettelse af et eSport akademi, hvor talentfulde computerspillere kan få træning og vejledning for på sigt at kunne begå sig som elite eSport-udøvere i klubbens setup. En anden idé er at etablere en eSport-forening for alle kommunens unge.

”eSport er på mange områder fremtiden, og dette initiativ ser vi som et helt naturligt skridt for Lyngby Boldklub. Vi kan udbrede vores brand til nye målgrupper, og der er nye indtægtsmuligheder for os i form af eSport-sponsorater og salg af merchandise. Der er både i klubben og ejerskabet stor tro på eSport som et fremtidigt forretningsområde for Lyngby Boldklub og et lokalt flagskib inden for dette område,” fortæller Mads Byder med henvisning til, at flere store it-virksomheder har domicil i Lyngby.

Publiceret 25 March 2018 09:15

SENESTE TV