Ugens lokalhistoriske billede:

Brede Spisehus

Der var madordning for alle de ansatte ved Brede Klædefabrik, og den blev lavet i Brede Spisehus

Af
Mette Henriksen

Brede Spisehus var tidligere en helt central del af fabrikssamfundet omkring Brede Klædefabrik.

Her blev arbejderne bespist fra slutningen af 1800-tallet, til virksomheden lukkede i 1956. Det foregik enten i selve spisehuset, som blev opført i 1894, eller ved at familierne fik maden med hjem i en madspand, så de kunne spise den samlet omkring middagsbordet.

Spiste man i spisehuset, så fik man varm mad fra det store køkken, som ses her på billedet. Der var en stor spisesal for arbejderne og en mindre for funktionærerne, for også når man spiste, var man indplaceret i arbejdshierarkiet.

Førstesalen var indrettet med hotelværelser, hvor tilrejsende ingeniører og montører kunne overnatte.

Som supplement var der i kælderen en badeanstalt med karbade og udlejning af rent linned og møbler til de unge og enlige ansatte, der boede på værelser og ikke havde egen husholdning.

Tanken bag spisehuset var at give arbejderne nem adgang til sund kost.

Det var også her, at man kunne samles, for eksempel til den årlige juletræsfest for Bredes børn.

Oprettelsen af spisehuset illustrerer tydeligt, at fabriksejeren (patriarken) tog hånd om sine ansattes velbefindende, så de kunne være gode arbejdere.

Brede Spisehus er i dag restaurant og ligger her i smukke omgivelser med udsigt over Brededammen.

Publiceret 20 March 2018 21:00

SENESTE TV