Redaktørens blog:

Letbanemodstanderne vejrede morgenluft

Af Lars Schmidt, redaktør, Det Grønne Område

KOMMENTAR Læser man side 2 og 3 i Det Grønne Område i dag, kan det godt være, at man undrer sig noget.

Her omtales en tv-udsendelse, DR2's Detektor, og en Cepos-undersøgelse side om side. Begge overordentligt kritiske over for letbanen.

Detektor kommer frem til, at letbanen ikke er en samfundsmæssig god investering. Det understøttes af eksperter og rapport, og forargelsen får alt, hvad den kan trække, fordi Detektor udstiller den toneangivende letbanepolitiker og kransekagefigur som en politiker, der træffer beslutninger uden at have styr på fakta. En politiker, der væver og snakker udenom, når hun konfronteres af den skarpe journalist.

Læs her om Detektors program

Cepos går ikke helt så hårdhændet til værks, men man anbefaler, at letbanen droppes og erstattes af en busløsning.

Den borgerlige tænketank Cepos hænger sin anbefaling op på en undersøgelse, der viser, at letbanetilhængernes ja bygger på en fortælling om stærkt overdrevne positive effekter af letbanen.

Læs her om Cepos's undersøgelse

Det er super vigtigt, at pressen og andre går kritisk til de politiske beslutninger, faktatjekker og konfronterer.

Her på den lille lokalavis, der ikke helt har samme ressourcer at kaste ind i research og faktatjek som Danmarks Radio, følger vi op på kritikken og vinkler og belyser den lokalt, som man kan læse på side 2, 3 og 4 i denne uge.

Men sammen med formentlig rigtig mange af vores trofaste læsere undrer vi os.

For er letbanen ikke vedtaget? Færdigbehandlet? Og er kontrakterne med entreprenørerne ikke underskrevet, så det arbejde, der skal forstyrres os de næste mange år, kan gå i gang? Ja til alle tre spørgsmål.

Stat, region og kommuner har efter års tovtrækkeri sat processen i gang for alvor. Og først nu forsøger skarpe hjerner at trække tæppet væk under projektet. Når det er for sent.

Hvordan hænger det sammen?

Det hænger ikke sammen. Slet ikke. Hvorfor ikke gøre det i den kommunale valgkamp i stedet? Hvorfor slå tingene så stort og sensationspræget op, når løbet er kørt?

Ret beset fortæller både Detektor og Cepos os, at beslutningen om letbanen er truffet på en løgn. Det er et synspunkt, som i sidste uge vandt enormt gehør og skabte fornyet håb og tro hos letbanemodstanderne. Der igen vil blive ramt af dyb skuffelse.

Sagen er, som lokale politikere i Lyngby fortæller i dagens avis, at de oplysninger, som blev slået stort op i sidste uge, var gamle nyheder.

Politikerne fortæller til Det Grønne Område, at de skam udmærket er klar over, at letbanen isoleret set ikke er en økonomisk god forretning.

Men de fortæller også, at meget andet end en isoleret driftsøkonomi tæller, når en beslutning af en så omfattende karakter som et ja til en letbane skal træffes. Man har ikke nødvendigvis sagt ja til letbanen af økonomiske årsager - selv om visse politikere vist mildt sagt har oversolgt projektet noget. Trine Græse ved godt, hvem vi tænker på der...

Læs her, hvad de lokale politikere siger om Detektors udsendelse

En væsentlig del af tilhængernes ja skal findes i trængslen i hovedstadsområdet. Hvis ikke der gøres noget og gøres noget hurtigt, går det galt, mener ja-sigerne.

Så beslutningen er for manges vedkommende truffet ud fra holdningen om, at der skal handles på en enorm trafikal udfordring.

Den kluntet timede tv-udsendelse og Cepos-undersøgelse har i princippet kun gjort én ting: At grave grøfterne mellem tilhængere og modstandere endnu dybere.

Nu, hvor der faktisk skal til at graves rigtig meget, er der - som vi har sagt før på denne plads - brug for samling og en saglig, konstruktiv tilgang til byggeperioden.

Og det kan vi godt her i Lyngby. Den konstruktive tilgang har reddet Circle K-tanken på Lyngbygårdsvej.

Mon politikere og forvaltning med samme konstruktive tilgang kan se på letbanens påvirkning af Buddingevej også? Er det overhovedet realistisk at ændre noget? Eller: Er det for sent? Er der overhovedet nogen, som vil forsøge at undersøge det? Borgerne på Buddingevej vil blive glade. Det er helt sikkert.

null

Publiceret 20 March 2018 11:00

Det Grønne Område nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Det Grønne Område
SENESTE TV