Gladsaxes borgmester på tynd is:

DR2’s Detektor tog beslutningen om letbanen under behandling

Næstformanden i letbaneselskabet, Gladsaxes borgmester Trine Græse, blev stegt i DR2’s kritiske program Detektor torsdag aften

Af
Lars Schmidt

Gladsaxes borgmester, Trine Græse (S), der er næstformand i letbaneselskabet og formand for det borgmesterforum, som repræsenterer letbanekommunerne og regionen, blev nærmest taget med bukserne nede for åben skærm torsdag aften.

Her blev hun grillet i DR2's kritiske program Detektor, fordi hun som borgmester ved letbanevedtagelsen i byrådet i Gladsaxe sagde, at “alle rapporter siger, at det her er en samfundsøkonomisk god investering” - uden at have dækning for det.

I udsendelsen trak forfatterne af de rapporter, hun henviste til, tæppet væk under hende. I Detektor kom det med eksperters hjælp frem, at letbanen giver et samfundsøkonomisk underskud på 8,3 mia. kroner.

Trine Græse henviste blandt andet til et notat fra konsulentfirmaet Copenhagen Economics, der skulle bekræfte, at letbanen er en samfundsøkonomisk god investering. Men det holder ikke, sagde managing director og partner i Copenhagen Economics, Martin H. Thelle, ifølge DR2:

“Notatet siger ikke, hvorvidt letbanen er en samfundsøkonomisk god investering eller ej, fordi det har ikke vores opgave at foretage disse omfattende genberegninger,” sagde han.

Analysefirmaet Incentive følger trop. I 2017 lavede Incentive en rapport om ejendomsinvesteringer tæt på letbanen.

“Incentives rapport forholder sig ikke til, om det er samfundsøkonomisk rentabelt at investere i letbanen eller ej,” sagde direktør og partner i Incentive, Thomas Odgaard, til Detector.

De første 50 år giver letbanen et samfundsøkonomisk underskud på 8,3 mia. kroner, kan man ifølge DR2 læse i rapporten “Udredning om Letbane på Ring 3”.

I udsendelsen siger professor på Økonomisk Institut på Københavns Universitet, Mogens Fosgerau:

“Det er en exceptionel dårlig samfundsøkonomisk investering. Selv hvis man fik letbanen gratis, ville man ikke have lyst til at sige ja til projektet, hvis man kun baserede sig på den samfundsøkonomiske beregning.”

null

Publiceret 20 March 2018 09:00

Det Grønne Område nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Det Grønne Område
SENESTE TV