Første skridt på vejen mod guld i basketball

I aften tirsdag tørner Virum og Stevnsgade sammen i den første DM-semifinale

Af
Af Mikael Østergaard

Når Virum Vipers i aften møder Stevnsgade i Nørrebrohallen i den første kamp i semifinalerunden, bliver det ifølge coach Lars Klussmann i rollen som favorit.

”Vi har vundet de seneste 3 opgør mod Stevnsgade og er det hold, der siden jul har vundet flest kampe i grundspillet. Vore udenlandske spillere er på toppen, og det samme er stammen af danske spillere. En sejr kræver dog, at Virum vinder rebound-statistikken, og at vi får styr på Stevnsgades 3 point-skytter. Men vi er godt rustet og påtager os gerne favoritrollen til en samlet sejr”, siger Lars Klussmann.

Semifinalen afvikles bedst af 5 kampe efter følgende program: Tirsdag den 20. marts kl. 18.30 i Nørrebrohallen, søndag den 25. marts kl. 16 i Virumhallen og tirsdag den 27. marts kl. 18.30 i Nørrebrohallen.

Er der ikke fundet en vinder, spilles der onsdag den 4. april kl. 19.30 Virumhallen og eventuelt tirsdag den 10. april kl. 18.30 i Nørrebrohallen.

De unge fik chancen

Optakten til DM-semifinalen var ikke imponerende, da Virum lørdag eftermiddag mødte Værløse i den sidste runde i grundspillet.

Dameligaens bundbold fulgte med til 44-42, inden Virum satte mere tempo på og bragte sig foran 65-47 inden fjerde periode. Kampen sluttede med sejr til Virum på 81-65.

I 2. halvleg var der spilletid til Virums unge talenter af egen avl, Clara Ekelund, Anne Kyed og Asta Rønsow.

“De gjorde det fint, og det lover godt for klubbens fremtid”, konstaterede Lars Klussmann efter kampen.

Virum: Valerie Driscoll 14, Ellen Iversen 14, Maria Høgh 11, Rudiane Eduardo 11, Frederikke Mollerup 10, Caitlin Ingle 8, Asta Rønsow 5, Emilie Schirmer 4, Clara Ekelund 2 og Anna Kyed 2.

Virum-mandskabet, der er klar til semifinale-serien mod Stevnsgade. Den lille fyr i anden række er Andreas, der er holdets maskot og mest trofaste fan. Foto: Claus Braunstein.

Virum-mandskabet, der er klar til semifinale-serien mod Stevnsgade. Den lille fyr i anden række er Andreas, der er holdets maskot og mest trofaste fan. Foto: Claus Braunstein.

Publiceret 19 March 2018 17:00

SENESTE TV