Virum-Sorgenfri vil tilbage i eliten

Trænere og konsulenter fra øverste hylde skal skabe klassemandskaber i ungdomsrækkerne

Af
Af Mikael Østergaard

Siden konkursen i 2002 har Virum-Sorgenfri Håndboldklub været en skygge af sig selv. Det er slut med medaljer, landsholdsspillere og larmende tilskuere i en fyldt Virumhallen. Herreholdet frister en trist tilværelse i bunden af 3. division, og sidste år blev dameholdet trukket fra 1. division af økonomiske årsager.

Men det er ikke kun gået sørgeligt tilbage på seniorfronten. Også ungdomsholdene har fået alvorlige ridser i lakken. Hvor klubbens junior- og ynglingehold tidligere var hyppige deltagere i DM-slutspillet i kamp med traditionsklubber som FIF, Ajax, GOG og Kolding, har de i mange år været placeret i de næst- eller tredjebedste rækker.

Det skal der nu laves om på. Onsdag den 28. marts er der prøvetræning for spillere i VSH Eliteprojekt, der i første omgang henvender sig til U18 drenge og U16 piger.

“Vi har nu alle aftaler på plads omkring det kommende eliteprojekt og er meget stolte over, at det er lykkedes os at trække så spændende navne til klubben. Vi er overbeviste om, at vi har skabt optimale betingelser for, at både den enkelte spiller, men i særdeleshed også hele holdet vil forbedre deres sportslige niveau betydeligt”, siger tovholder Thomas Joost.

U18 drenge

Til jobbet som cheftræner for U18 drenge har man hentet Martin Hummelgaard, der har erfaring fra Aalborg trænerakademi, HEI og Skanderborg.

Martin Hummelgaard kommer til at arbejde tæt sammen med Martin Bager, der træner klubbens seniorhold, og desuden bliver Søren Herskind tilknyttet som konsulent. Søren Herskind er tidligere landsholdsspiller, stod i spidsen for AG's succesfulde herrehold og var senest assistenttræner for damelandsholdet.

Til U16 piger har man skrevet kontrakt med 28-årige Tonni Nielsen, der har fået sin håndboldopvækst i AaB Håndbold, inden han flyttede til København for at arbejde hos Novo Nordisk. Han er uddannet ungdomselitetræner og har derudover taget kurser inden for coaching og fysisk træning. Senest har han været træner i Herlev.

Som assistenttræner får han Mathias Andersen, der er et kendt ansigt i klubben og i gang med de sidste moduler på sin træneruddannelse i DHF-regi. Derudover er han træner for det udvalgte årgangshold i HRØ.

Også på dette hold er der tilknyttet en konsulent i skikkelse af Klavs Bruun Jørgensen, der vist ikke behøver yderligere præsentation.

Specialtrænere

Desuden har klubben ansat fire specialtrænere til de to mandskaber.

Marie Møller, fungerende målmandstræner i DHF og i København Håndbold, skal en gang om måneden stå til rådighed for pigeholdets målmænd, mens Asger Bregnhøj vil stå for den daglige træning af målmændene på begge hold.

Fysisk træner bliver Casper Wager, der er uddannet personlig træner og spiller for FIF i 1. division, og desuden skal sportsmassør Peter Toftegaard Resentved hjælpe spillerene med at være så friske som muligt.

Publiceret 12 March 2018 08:30

Det Grønne Område nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Det Grønne Område
SENESTE TV

Undskyld, men kommunen kan hjælpe, hvis du har alkoholproblem

Undskyld, men Lyngby-Taarbæk Kommune vil gerne hjælpe dig, hvis du har et alkoholproblem! Formand for Liberal Alliance i Lyngby-Taarbæk Kommune, Thomas Frederiksen, skriver i et debatindlæg i Det Grønne Område den 24. maj 2018 ”Undskyld, men kommunen vil gerne vide, om du drikker for meget?”. Thomas Frederiksen mener, at Kommunalbestyrelsen burde have stemt nej til forslaget om, at kommunens frontpersonale tidligt og systematisk skal spørge ind til borgernes alkoholvaner, da han betragter det som en utidig kommunal indblanding i privatsfæren.

I Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vil vi gerne understøtte kommunens Sundhedsstrategi - herunder en systematisk og tidlig opsporing af alkoholproblemer. Lyngby-Taarbæk Kommunes sundhedsstrategi for 2016-19 er vedtaget af en enig kommunalbestyrelse – også med opbakning fra LA.

Vi ved, at store mængder alkohol er dårligt for helbredet og at et for stort forbrug af alkohol kan påvirke mange aspekter af livet. Et stort forbrug af alkohol øger desuden risikoen for at falde ud af arbejdsmarkedet eller komme på sygedagpenge og det har store konsekvenser for den enkelte og dennes pårørende. Derudover har det store samfundsøkonomiske konsekvenser. I Danmark vurderes det, at overforbrug af alkohol koster samfundet 13 mia. kr. om året.

Derfor støtter Beskæftigelses- og Integrationsudvalget op omkring en systematisk og tidlig opsporing af alkoholproblemer, når eksempelvis jobcentrets medarbejdere er i kontakt med kommunens borgere – og vi har stor tillid til at medarbejderne møder kommunens borgere med både respekt og professionalisme.