Ønske om mere sikker trafik på Taarbæk Strandvej:

Formand kommer med to løsningsforslag

Morgentrafikken er lige lovlig hektisk, hvis Taarbæk-børnene skal sikkert i skole. Og fortovene er i dårlig stand

Af
Mikkel Brøgger Petersen

På Taarbæk Strandvej er blandingen af igangværende store byggerier, renovering af kloakker og vej til stor gene for morgentrafikken. Det fortæller formand for Taarbæk Borgerforening, Peter Breum, til Det Grønne Område. Det er et problem, som optager folk.

Problemet har to sider. Den første:

“Når børn skal i skole, er skolevejen rigtig farlig. Jeg var en morgen nede og se, og man kunne ikke komme frem og tilbage,” siger han og fortsætter: “Vi er i dialog med kommunen og politiet om at skabe bedre forhold, og dialogen har været god,” siger han.

En midlertidig løsning, som Lyngby-Taarbæk Kommune har lavet, håber man i Taarbæk på kan gøres permanent.

“Kommunen har opstillet midlertidige indkørselsskilte, så man må ikke køre ind med tunge biler klokken 7.30-8.15. Så kan børnene komme i skolen, uden de tunge biler er der. Vi vil gerne have gjort det permanent. Der er stadig kaos, for der er mange byggerier i gang, og derfor vil det være fint, hvis børnene får en sikker vej i skole. Den begrænsede lukketid vil alle kunne leve med, så vi håber, at det kan blive gjort permanent,” siger han.

To biler påvirker

Vejnettet lægger op til, at man laver sådanne foranstaltninger, mener Peter Breum.

“Det er så snævert dernede. Når man ser på Taarbæk, så er huspriserne sådan, at det ofte er med to indkomster, og det kræver to biler, hvilket mærkes i trafikken. Derfor er der brug for at have en langsigtet trafikplan,” siger Peter Breum, der fortæller, at Lyngby-Taarbæk Kommune skal være enige om borgernes forslag.

Det bringer os til andet problem:

“Hvis man ser på Taarbæk Strandvej, så er fortovene enormt slidte. Mange ældre mennesker kan ikke gå med rollator på fortovet. Det håber jeg kan ordnes. Vi har god dialog med kommunen om det. Men der mangler penge. Vi håber, at kommunen vil afsætte midler til det,” siger han og tilføjer:

“Det kan ikke passe, at en ældre dame skal gå ude på vejen med rollator. Det kan vi ikke være bekendt.”

Til de to problemer siger Lyngby-Taarbæk Kommune:

”Teknik- og miljøudvalget har frigivet midler til større vedligeholdelsesarbejder på de offentlige veje. Vi fortager årligt en vejbesigtigelse for at vurdere de påtrængende behov, hvorefter vi prioriterer hvilke opgaver, som udføres i det pågældende år. Der er i år afsat midler til istandsættelse af Taarbæk Strandvej. Vi forventer lige nu, at vi kan planlægge at gå i gang i løbet af 2018, når forsyningen er færdig med deres arbejde”, siger centerchef for Center for Arealer og Ejendomme, Lisbeth Røgind, til Det Grønne Område.

Publiceret 12 March 2018 11:45

Det Grønne Område nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Det Grønne Område
SENESTE TV

Tak for hjælp ved færdselsulykke

Vi vil gerne takke de forbipasserende, som tirsdag 29. hjalp med at få os på fode igen efter en færdselsulykke

Vi kom på scooter ned af Engelsborgvej og bremsede lidt sent op for de røde lys.

Vi holdt stille ved de utydelige hvide striber, da en motorcykel kom bagfra og kørte ind i os, så vi væltede om på siden, hvor jeg kom til at ligge under scooteren med min mand delvist ovenpå. En snarrådig dame fra Hillerød, Henriette, standsede sin bil, stod ud og sammen med andre hjalp hun os begge fri af scooteren.

Såvel motorcykelkøreren fra Belgien som vi var ret chokerede.

Han erkendte sin skyld i ulykken, som skyldtes hans uopmærksomhed.

På fortovet gik nogle mennesker, som var utrolig søde til at tilbyde mælk eller vand til os. Disse personer fik vi ikke navne på, og vil derfor gerne bringe dem vores tak. Ligesom vi var taknemmelige over, at Henriette tilbød mig at sidde i sin bil og drikke lidt vand.

Bagefter kørte hun mig hjem til Bondebyen, og vi fik os en lille snak, indtil en af vore naboer kom til og hjalp os med a kontakte 1813 af hensyn til eventuel lægehjælp.

Alle disse rare mennesker vil vi gerne sige tak til for jeres hjælpsomhed og omsorg, det hjalp.

Og heldigvis brækkede vi ikke noget, men blev noget forslåede og har smerter endnu. Og både vi og belgieren er ved at komme os over chokket.

Vi har dog været nødt til at aflyse en rejse til Italien i denne uge.