Udstilling med Tove Kurtzweil:

“Virkeligheden er også smuk og poetisk”

Tove Kurtzweil ar udstillingsaktuel på Gl. Holtegaard. Hendes fotografier viser skønheden i både naturen og de mennesker, hun i rigt mål har portræteret gennem en langt liv

Af
Af Pernille Borenhoff

“Verden har forandret sig, men jeg kan ikke se, at jeg har ændret mit billedsyn. Jeg går stadig efter skønheden og poesien. Virkeligheden er også smuk og poetisk, og hvis alle voksede op og så den skønhed, der er i naturen, så ville de ikke som voksne lave våben, der kunne ødelægge naturen. For hvordan kan man ødelægge noget, der er så smukt?”

Ordene kommer fra Tove Kurtzweil, som Det Grønne Område møder på Gl. Holtegaard. Her kan man frem til den 2. april se et righoldigt og repræsentativt udsnit af den snart 80-årige Tove Kurtzweils fotografier fra de seneste fem årtier.

Men egentlig er det ligegyldigt, hvornår hendes billeder er taget - og fremkaldt. For langt de fleste af dem er både tidløse og svære at stedfæste. Og selvom Tove Kurtzweil er en meget anerkendt og benyttet portrætfotograf, så optræder der ikke mange personer på de billeder, der er udvalgt til udstillingen.

For Tove Kurtzweil giver det god energi at vise det smukke, og selvom menneskene er fraværende på billederne, så har der i de fleste billeder været mennesker ind over. Fra pyramiderne til kniplingerne i butiksvinduet.

“Fotografier kan holde tiden og historien fast. Og jeg mener, at det er vigtigt, at man har fortiden med sig. Det kan fotografiet gøre på en hel anden måde end maleriet kan, for et fotografi er altid en gengivelse af den, der står bag kameraet,” siger Tove Kurtzweil.

Ingen snapshots

Tove Kurtzweil har gennem livet rejst meget. Udstillingen viser billeder fra blandt andet Tunesien, USA, Israel, Indien, Grækenland, Spanien og Island. Og når hendes ryg, der for tiden er ret dårlig, fordi hun snublede i et gulvtæppe for nylig, atter er klar, planlægger hun at rejse til Iran for at fotografere.

Hendes billeder er så langt fra de rejsebilleder, man ofte ser. Der er ikke noget 'her bor jeg' og 'her står jeg'. Og bestemt ikke nogle snapshots. Alle er de sort-hvide. De er taget med gammeldags film, og der ligger timers arbejde i mørkekammeret bag hvert eneste billede. Det er desuden meget vanskeligt at identificere, hvor billederne er taget. Og det er heller ikke væsentligt, for det er poesien og det smukke, Tove Kurtzweil ønsker at rette sit fokusere på.

“Jeg rejser aldrig ud for at tage billedet og leder ikke efter motiverne. Det hele handler om, hvad det er, du ser. Og hvad det er, du vil fortælle og give videre med dine billeder,” siger hun.

“Det, der interessere mig ved portrætterne, er at gå ind i det enkelte menneske og se personen. Jeg oplever, at alle er gode at fotografere. Alle er jo noget,” siger Tove Kurtzweil. Foto: Pernille Borenhoff

“Det, der interessere mig ved portrætterne, er at gå ind i det enkelte menneske og se personen. Jeg oplever, at alle er gode at fotografere. Alle er jo noget,” siger Tove Kurtzweil. Foto: Pernille Borenhoff

Tænker i sort-hvidt

Tove Kurtzweil er en meget anerkendt portrætfotograf, der i årevis har haft studie i København, hvor folk kom ind fra gaden, for at lade sig forevige. Hun har fotograferet kendisser på rad. Både danske og udenlandske. Børn, voksne og dyr har hun fastholdt med sin linse. Også alle portrætter er sorthvide.

“Jeg tænker i sort-hvidt. Det trækker noget frem, som du ikke kan se i farver. I hver enkelt person ser jeg efter skyggerne og ser, hvad der skal til for at få det smukke frem. Alle mennesker er gode at fotografere.- alle er jo noget, og det er dén person, der sidder over for mig, jeg tager et billede af, og det er mig, der skal vide, hvad der skal frem. Og i den proces betyder lys og skygger rigtigt meget,” siger hun.

Tove Kurtzweil laver ikke længere portrætter, blandt andet fordi det er blevet meget besværligt at skaffe film og papir.

Hjemme har hun hundredvis af portrætter liggende, og hun drømmer om en gang at samle dem til en bog.

“Fotografier kan holde tiden og historien fast. Og jeg mener, at det er vigtigt, at man har fortiden med sig”

Tove Kurtzweil

Hvad: Hvorsomhelst og intetsteds

Hvem: Tove Kurtzweil

Hvor: Gl. Holtegaard, Attemosevej 170, Holte

Hvornår: til 2. april. Offentlige omvisninger 15. marts kl. 17.30 og 2. april kl. 14.

Publiceret 10 March 2018 15:00

Det Grønne Område nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Det Grønne Område
SENESTE TV