Lyngby Boldklub:

"Vi har overholdt vores forpligtelser over for Virum-Sorgenfri Boldklub"

I den lokale superligaklub ærgrer man sig over historien om, at et kuldsejlet talentsamarbejde med Virum-Sorgenfri Boldklub skyldes manglende opfyldelse af en samarbejdsaftale

Af
Lars Schmidt

Der er knas på linjen mellem Lyngby Boldklub og Virum-Sorgenfri Boldklub efter, at sidstnævnte har droppet talentsamarbejdet klubberne imellem og i stedet har indgået en aftale med FC Nordsjælland. Ifølge Det Grønne Områdes oplysninger blandt andet med den begrundelse, at Lyngby BK ikke har leveret den lovede ydelse i en tidligere samarbejdsaftale, der udløb ved nytår.

Lyngby Boldklub er ikke overraskede over, at samarbejdet er ophørt. Bruddet skete tilbage i oktober sidste år. Men man stiller sig helt uforstående over for begrundelsen, der kom frem til generalforsamlingen i Virum-Sorgenfri Boldklub for nylig.

Ifølge Det Grønne Områdes oplysninger blev begrundelsen om, at Lyngby BK ikke har leveret i forhold til VSB ikke givet officielt i formandens beretning. Men et bestyrelsesmedlem svarede på et spørgsmål fra forsamlingen, at “Lyngby ikke havde leveret”.

Og det er helt forkert, siger man i Lyngby Boldklub.

“Det er uheldigt, at der i byens vigtigste medie står, at vi ikke har overholdt en samarbejdsaftale. Det er overhovedet ikke sandheden. Vi har overholdt forpligtelserne i aftalen til punkt og prikke, og det har VSB også bekræftet over for os i denne uge,” fortæller Kristian Maimann, kommunikationschef i Lyngby Boldklub.

Færdig pakkeløsning

Kristian Maimann har et bud på, hvorfor VSB og Lyngby BK aktuelt ikke fortsætter samarbejdet:

“Vi har et samarbejdsklubkoncept, hvor vi lægger enormt tryk på ordet samarbejde og ikke så meget ser det som ydelser, vi skal levere over for en klub. Vi har masser af faglighed at tilbyde, men det kræver, at breddeklubberne selv er lidt aktive og med til at efterspørge, hvad vi konkret kan hjælpe med. Hvorfor VSB har valgt, som de har, må du spørge dem om. Men der er det vores vurdering, at VSB har lænet sig mere mod de klubber, der er kommet med færdige pakkeløsninger,” siger han til Det Grønne Område.

Den manglende dialog

Af referatet fra generalforsamlingen i Virum-Sorgenfri Boldklub fremgår det, at samarbejdsaftalen med Lyngby udløb i december, og at det ikke har “været muligt at have en dialog om en forlængelse pga LBKs status”.

Det er på ingen måde et forløb, man kan genkende i Lyngby Boldklub:

“Vi fik allerede den 23. oktober besked fra VSB om, at de ville prøve noget andet, så det er ikke korrekt, at der ikke har været dialog. Vi havde masser af dialog med VSB helt frem til den 23. oktober - lang tid, før det blev offentlig kendt, at Lyngby Boldklub havde økonomiske udfordringer,” siger Kristian Maimann:

“Det står selvfølgelig VSB frit for at vælge at samarbejde med en af vores konkurrenter, men vi havde naturligvis håbet på, at VSB havde valgt det fælles tilbud, vi kom med sammen med FC København,” forklarer Kristian Maimann, der ærgrer sig over, at kommunens to største fodboldklubber ikke har fundet fælles fodslaw:

“Det ærgrer os da helt vildt, for vi føler, at vi er en lokal klub, der gerne vil samarbejde med alle i området. Vi har eksempelvis et fantastisk samarbejde med Lundtofte Boldklub, og et ejerskab, der enormt gerne vil det lokale miljø,” siger han - og slutter:

“Vi har gjort alt, hvad vi kunne og har strakt os langt for at have Virum-Sorgenfri blandt vores samarbejdsklubber, men kan konstatere, at det ikke lykkedes i denne omgang. Det betyder ikke, at vi ikke kan samarbejde i fremtiden, og det vil vi selvfølgelig arbejde målrettet på. Når klubber vil samarbejde med os, så er vi i høj grad til rådighed.”

God dialog

Kristian Maimann understreger, at der fortsat er god dialog med VSB, og at der er aftalt et møde med henblik på at diskutere et fremtidigt samarbejde.

At der fortsat er god dialog, bekræfter VSB på sin hjemmeside. Her skriver man om samarbejdets ophør:

“Mht. vores fravalg af Lyngby som TOP center, fik DGO lavet en lidt uheldig vinkling af historien, som ikke er i VSB's ånd. Vi har stor forståelse for de vanskelige vilkår, LBK har haft i den senere tid og håber, de genvinder deres styrke til gavn for fodbolden i kommunen. DGO skriver om manglende besøg fra superliga spillere, men det har slet ikke været en del af vores aftale med LBK,” skriver klubben:

“Men når det er sagt, så tror vi, at i den kommende tid vil LBK fortsat have mere end travlt på de indre linjer, og det medvirkede også i efteråret til vores valg af FCN's TOP center som den bedste løsning for VSB's spillere.”

“Vi vil fortsat være i dialog med LBK om mulige samarbejder, da LBK selvfølgelig er en naturlig samarbejdspartner for VSB, hvis betingelserne er gunstige for begge.”

Publiceret 10 March 2018 11:45

Det Grønne Område nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Det Grønne Område
SENESTE TV