På Sophienholm:

Kehnet Nielsen i samtale om kunst og poesi

Mød billedkunstner Kehnet Nielsen og hør ham fortælle om lyrikken som inspirationskilde på Sophienholm den 13. marts.

Af
Lars Schmidt

Kehnet Nielsen, som bor og arbejder i Lyngby, er i øjeblikket aktuel med både en stor separatudstilling på Sophienholm og en mindre udstilling i Gallerigangen på Stadsbiblioteket.

I den anledning kan man 13. marts møde ham i en samtale med udstillingens kurator Ove Mogensen om digtning, maleri og eksistens.

Litteratur og poesi har altid haft en stor betydning for Kehnet Nielsen, så samtalens omdrejningspunkt vil være poesiens betydning for skabelsen af kunstværkerne.

Kehnet Nielsen har selv skrevet lyrik, og undervejs vil skuespiller Sofie Alhøj læse op af både Nielsens egen lyrik og af nogle af de digtere, som har haft betydning for ham.

Ove Mogensen er tidligere leder af Kunstmuseet i Tønder, men har også studeret litteraturvidenskab ved Københavns Universitet.

Arrangementet foregår i Sophienholms udstillingsbygning tirsdag den 13. marts kl. 19.30.

Der vil samtidig være mulighed for at se Kehnet Nielsens udstilling ”Den store Gestus” umiddelbart før arrangementet, da dørene åbner kl. 19. Billetter a 50 kr. kan købes på lyngbybib.dk og sophienholm.dk.

Kehnet Nielsen er en kunstner, der både bor og arbejder i Lyngby.

Kehnet Nielsen er en kunstner, der både bor og arbejder i Lyngby.

Publiceret 08 March 2018 10:00

Det Grønne Område nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Det Grønne Område
SENESTE TV