Mesteren i lokalhistoriske postkort fra Lyngby er kåret:

Se de tre vinderbilleder her

Vinderen af Stadsarkivets postkortkonkurrence er kåret

I januar søgte Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv motiver til nye postkort med et hverdagsmotiv fra Lyngby.

Mange lokalhistorisk interesserede Lyngbyborgere har benyttet sig af muligheden for at få sin baggård, en slægtning eller et skolebillede trykt på et postkort.

Det var ikke nemt at vælge, men en jury bestående af fotokunstner Kirstine Autzen, stifter af Facebook-gruppen ”Kongens Lyngby i fortid og nutid”, Henning Andersen, redaktør for Det Grønne Område, Lars Schmidt, og stadsarkivar, Mette Henriksen, har nu kigget alle de indsendte bud igennem, og vindermotiverne er fundet.

Juryen har lagt vægt på, at motiverne viser hverdagslivet i Lyngby – de små øjeblikke, der både fortæller en historie og giver et lille smil på læben. Derfor har de valgt motivet af gårdejeren, der går under viadukten ved Virum Station på vej hjem fra sit markarbejde, en selvbinder på marken ved Helleholm, og ikke mindst is-spisende Lyngbyborgere foran Palles Iskagehus i 1945.

De små historier var udslagsgivende, og der blev lagt vægt på, at Lyngbys gader og huse også kan genkendes i baggrunden. I den kommende tid vil de nye postkort blive trykt, og man er velkommen til at komme forbi arkivet og få et eksemplar med hjem gratis.

Stadsarkivets takker for alle de indsendte bud. Og stort tillykke til vinderen, Niels-Kristian Petersen, der kan hente sin velfortjente præmie på arkivet.

Niels-Kristian Petersens navn kommer til at stå bag på de trykte postkort, som Stadsarkivet snart får.

Gårdejer Ejnar Crilles Petersen, Den gule Gaard/Kærgården på vej hjem gennem viadukten ved Virum Station fra markarbejde på østside af jernbanen, 1949

Gårdejer Ejnar Crilles Petersen, Den gule Gaard/Kærgården på vej hjem gennem viadukten ved Virum Station fra markarbejde på østside af jernbanen, 1949

Palles Iskagehus (Konditor Palle Hansen), der lå på hjørnet af Birkholmvej og Kongevejen, 1945.

Palles Iskagehus (Konditor Palle Hansen), der lå på hjørnet af Birkholmvej og Kongevejen, 1945.

Publiceret 08 March 2018 08:00

Det Grønne Område nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Det Grønne Område
SENESTE TV