Irma i Virum lukker:

“Den er for lille og for nedslidt”

Den lille Irma, der ligger på Kongevejen 170 i Virum lukker og slukker. Sidste åbningsdag er 8. april

Af
Signe Steffensen

Lukning Irmas direktør Søren Steffensen har fået et utal af skideballer den seneste uge fra vrede kunder, der er utilfredse med koncernens beslutning om at lukke 11 butikker - herunder Irma på Kongevejen 170 i Virum. Det er butikker, der dels ikke passer ind i den nye strategi og dels giver underskud.

”Vi ved godt, at det er meget følelsesladet, når vi går ud og lukker de her små, nære butikker,” siger Sørens Steffensen

Lukningen er et led i Irmas nye strategi”Det Urbane Irma 2018-2022”, som koncentrerer sig om at gøre mere for de københavnske kunder, lukker kæden en række butikker. (”Urban” er defineret som Storkøbenhavn, Nordsjælland og der hvor Københavnerne opholder sig i fritiden og kører hen, når de har fri fra arbejde.)

”Irma skal være noget særligt, og vi tror ikke på, at vi kan være noget særligt for alle. Derfor har vi valgt at koncentrere os om de kunder, der i særlig grad går op i henholdsvis økologi, dyrevelfærd, vegetar- og plantebaseret fødevarer, i livsnydelse og madglæde samt nye varer. Det er kunder, der primært findes i København og andre storbyer, og derfor koncentrerer vi kræfterne her,” siger Irmas direktør, Søren Steffensen.

Derfor kan man også spørge sig selv om, hvorfor Irma i Virum ikke får lov til at overleve.

Men det er der ifølge direktør Søren Steffensen flere årsager til.

“For det første er den for lille. Vi kan ikke tilføre den de elementer vi gerne vil, og der er ingen mulighed for at udvide. Samtidig er den fuldstændigt nedslidt, så det vil kræve mange millioner at sætte den i stand. Der er også et aspekt omkring øget konkurrence. Inden længe er åbner, der en Rema i Virum og der ligger i forvejen en Meny, så vi satser i stedet på forretningerne i Holte, Nærum og Sorgenfri,” siger Søren Steffensen.

Især ser han frem til, at lokalplanen for Sorgenfri Torv falder på plads, så de kan komme i gang her.

”Vi venter vist bare på, at Lyngby-Taarbæk Kommune sætter den sidste underskrift. Planen er at vi skal flytte over på Sydtorvet ved siden af Netto i en helt ny 900 kvadratmeter stor forretning. Og det forventer vi os meget af,” siger Søren Steffensen.

Medarbejderne fra Irma i Virum vil i videst muligt omfang blive tilbudt job andre steder i Irma og Coop. Butikkerne vil fungere normalt den kommende måned, og vil have sidste åbningsdag senest 8. april.

Det Urbane Irma

Det Urbane Irma betyder en omfattende modernisering af kæden, så de i højere grad fremstår som et madhus med et Irma supermarked. Det betyder, at der vil åbne ”street-kitchen”/deli"er - med mange flere færdige madløsninger af høj kvalitet. Der vil være specialafdelinger for vegetarer og veganere og der vil være langt flere varer, man ikke kan få andre steder. Irma skal igen være noget særligt.

Publiceret 08 March 2018 11:45

Det Grønne Område nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Det Grønne Område
SENESTE TV