Redaktørens blog:

Der kæmpes stadig indædt imod letbanen

Af Lars Schmidt, redaktør, Det Grønne Område

KOMMENTAR Man skulle tro, at dampen efter alle disse år efterhånden er gået af letbanemodstanden. Det er den på ingen måde.

Vi modtager stadig rigtig mange, rigtig lange læserbreve om alle de modbydelige fortrædeligheder ved letbanen. Og vi beskyldes stadig for snart det ene og snart det andet, hvis ikke indlæggene bringes straks, uredigeret og i fuld længde.

Senest gjorde en af de lokale letbanepolitikere, der ikke blev valgt til kommunalbestyrelsen i november, men som i dén grad har gjort brug af den spalteplads, vi har stillet til rådighed, alt for at skabe en decideret shitstorm imod Det Grønne Område, fordi vi ikke ville bringe et langt, langt netlink i vedkommendes læserbrev.

Der skydes således stadig løs. Al ære og respekt for det. Al ære og respekt for, at man har en holdning, som man står på mål for og følger helt til dørs. Det er sådan, det skal være i et demokrati.

Man kan så altid begynde at overveje, hvor skingert man skal skrige, hvor mange shitstorme man skal rejse, hvor meget man skal motivfortolke, fordreje og i nogle tilfælde tilsvine og håne, hvis man ikke får sin vilje.

Et af vilkårene ved at bo i et demokrati er desværre, at man ikke altid får sin vilje. Uanset, hvor meget man kæmper. Uanset, hvor meget man mener at have ret. Uanset, hvor højt man råber.

Respekt for letbanemodstandernes kampvilje og -iver. Respekt for, at modstanderne kæmper til det sidste og ikke giver op. Det er beundringsværdigt. Sagt helt uden forbehold af nogen art.

Men ingen som helst form for respekt til de af letbanemodstanderne, der i iver efter at få ret går langt over stregen - for netop at få ret. For at få ret for enhver pris.

Det er lige som i et skænderi eller et slagsmål. Man får ikke mere ret af at råbe højest eller slå hårdest. Man mister kun respekt. Og det bliver sværere at få sine synspunkter igennem på et senere tidspunkt.

Letbanetilhængerne - og de, der på den ene eller anden måde har været i berøring med letbanen uden at tage en klar holdning - har stået model til meget.

Og prisen? Ja, det er da helt åbenlyst. Der er gravet så dybe grøfter her i Lyngby, at det politiske klima, som i forvejen var yderst skrøbeligt, lider ubodelig last. Der er sagt og skrevet så meget nu, at de værste ting bliver svære at tage tilbage.

En negativ tillægsgevinst er så, at debatklimaet - og det både i Det Grønne Områdes spalter og på Facebook - er blevet hårdt, uforsonligt og i nogle tilfælde meget modbydeligt. Så modbydeligt, at tilhængerne har valgt helt at tie med deres argumenter, fordi de ikke synes, at det på nogen måde er sjovt at blive svinet til, bare fordi de åbner munden.

Derfor trænger vi - byen, borgerne, vælgerne, medarbejderne på rådhuset, handelslivet, alle - til, at der er nogen, som har så meget hår på brystet, at de vælger at træde i karakter for at samle byen.

For lige nu er den delt, byen. På midten. Og vi savner en stærk mand eller kvinde, der påtager sig ansvaret at samle i stedet for at dele.

Mens modstanden kører løs, kommer vi tættere og tættere på letbanen. Mandag morgen vedtog et spinkelt flertal at sige ja til statens ønske om at træde ud af ejerskabet af letbanen.

Og heldigvis arbejdes der i kommunalbestyrelsen trods alt så konstruktivt, at alle politikere i enighed kunne anbefale letbaneselskabet ikke at ekspropriere Circle K-tanken på Klampenborgvej.

Denne konstruktive tilgang er vejen frem. For lige nu forestår der fem-seks meget hårde år for Lyngby. De mange gener og skader, der er ved opførelsen af letbanen, skal afbødes, og det kan kun ske, hvis man nu står sammen og i fællesskab arbejder hen imod at gøre byggeriet så smertefrit som muligt.

Men kan man arbejde konstruktivt og samtidig puste til den ild, som tænder letbanemodstanderne? Det vil vise sig.

Der er nogen, der skal til at tage ansvar for byens bedste.

Publiceret 06 March 2018 11:00

Det Grønne Område nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Det Grønne Område
SENESTE TV