Debatmøde om at være forælder:

Bliv en mere robust forælder

To forfattere og en ekspert gæster Stadsbiblioteket 8. marts og fortæller om glæderne og frustrationerne ved at være forældre.

Af
Lars Schmidt

Foredrag Forældrerollen præger samfundsdebatten i disse år og noget af kritikken går bl.a. på, at mange forældre er for søde og eftergivende. Hvordan skaber man en god start på livet for de børn , man har sat i verden? Er den moderne forælder for forsigtig, for fraværende eller for legende?

Hør tre forskellige vinkler på forældreskabets glæder og frustrationer, når debattør, lærer og forfatter Thomas Skovbo samt de anmelderroste forfattere Hanne Højgaard Viemose og Karen Strandbygaard diskuterer emnet og læser højt fra deres relevante bøger.

Arrangementet vil veksle mellem samtale, oplæg og oplæsning.

Thomas Skovbo er forfatter til bogen 'Giv dine børn noget at vokse af' fra 2017. I bogen beskriver han, hvordan mange moderne forældre pakker deres børn ind i velmenende vat, og han forslår i stedet at give plads til en daglig dosis modstand, så barnet lærer at klare sig. Men hvordan finder man den passende dosis modstand, og hvordan ændrer man sine vaner?

Forældreskab spiller også en stor rolle i skønlitteraturen og bøgerne skildrer sjældent forældreskabet som rosenrødt. Til arrangementet kan man møde to af disse forfattere og deres bøger: Hanne Højgaard Viemose med romanen 'Mado' fra 2015 samt Karen Strandbygaard med romanen 'Se ikke væk' fra 2017.

”Bliv mere robust som forældre” foregår mandag den 8. marts kl. 19.30. på Stadsbiblioteket. Der serveres te og kaffe til arrangementet, så ingen trætte forældre behøver at falde i søvn undervejs – billetter a 50 kr. købes på lyngbybib.dk

Publiceret 06 March 2018 20:00

Det Grønne Område nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Det Grønne Område
SENESTE TV