Håndboldklub med vokseværk

Lyngby HK har turneringshold for både piger og drenge i samtlige årgange og vil skabe en fødekæde, der skal levere spillere til klubbens bedste seniorhold

Af
Af Mikael Østergaard

Lyngbyhallen er fyldt til bristepunktet med ivrige pigespillere denne tirsdag eftermiddag, og faktisk er der så mange, at også forhallen må tages i brug til opvarmning, så der skaffes plads til alle.

Sådan har det ikke altid været på Lyngby Håndbold Klubs U10-pigehold. I efteråret 2016 var der kun tre spillere, men så kom der et par stykker mere, og da otte piger fra samme klasse på Engelsborgskolen meldte sig under fanerne, gik det for alvor hurtigt. I dag tæller gruppen 30 piger.

“Lyngby Håndbold Klub har aldrig haft så mange spillere på én årgang, og i denne sæson stiller vi med tre turneringshold”, fortæller Marianne Klarskov Nielsen, medlem af ungdomsudvalget, aktiv på klubbens Old Girls-hold og mor til Isabella på U10-holdet.

“Helt afgørende var det, at klubben ansatte Pernille Vase og Kristian Moth som trænere. De er enormt dygtige og får god hjælp af U16-spillere som hjælpetrænere. Alle har det sjovt, og håndbold hos os er for alle. Alle piger møder op i hallen for at heppe på deres kammerater, når de ikke selv skal spille. Og så har vi en fantastisk forældreopbakning, der gør, at Lyngby-tilskuerne er i overtal til udekampene. Vi er simpelthen ét stort fællesskab”, siger Marianne Klarskov Nielsen.

Det er ikke kun på U10-holdet, det går godt. Lyngby Håndbold Klub er det sidste år vokset med 15 procent til 340 medlemmer og har for første gang i mange, mange år hold i samtlige rækker for både piger og drenge - fra de 6-årige og op til de 18-årige.

Plads til alle

Det er en udvikling, der glæder ungdomsformanden Thomas Kirk: “Vi har stor rummelighed med plads til alle og et godt samarbejde på tværs af alle årgange. Og så har vi mange dygtige trænere, gerne fra egne rækker, hvilket giver sammenhold på tværs af årgangene” siger Thomas Kirk, der selv træner U12-pigerne.

“Vi vil gerne have hold i de bedste ungdomsrækker, men det er ikke et mål i sig selv. Vi har intet eliteprojekt – vi har plads til alle. Vi ønsker at udvikle spillere til klubbens seniorafdeling, men oplever samtidig en vækst, vi ikke helt havde set komme - især blandt de ældre seniorer på Old Boys, Old Girls og Veteran. Mange har aldrig spillet håndbold før, men gennem deres børn i klubben og det fællesskab, de oplever dér, har de kastet sig over håndbolden”.

Til at koordinere de mange opgaver er der nedsat et ungdomsudvalg med tre trænere og fire forældre, der laver arrangementer på tværs af årgangene. Flere af arrangementerne har langt over 100 deltagere.

“Det er forholdsvis hårdt arbejde, men vi har heldigvis ikke svært ved at skaffe frivillige”, siger Thomas Kirk.

Publiceret 05 March 2018 21:00

Det Grønne Område nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Det Grønne Område
SENESTE TV