Redaktørens blog:

Hvad er egentlig rimeligt at betale i udligning?

Af Lars Schmidt, redaktør, Det Grønne Område

KOMMENTAR Der er mange, som sidder med et lønligt håb om, at forhandlingerne om en ny, kommunal udligningsordning falder så tilpas retfærdigt ud, at man her i Lyngby-Taarbæk for en gangs skyld sidder tilbage med fornemmelsen af, at man også i det grønne område - ja, faktisk i hele hovedstadsområdet - får andet ud af den kommunale udligning end at spare på egne budgetter for at sponsorere kommunerne vest for Storebælt.

Diskussionen om, hvad de rige kommuner skal støtte de mindre rige kommuner med, er altid relevant.

Og nu er den i høj grad endnu mere relevant. Det er den på grund af regeringens massive udflytning af offentlige arbejdspladser til det, der i folkemunde i mange år er kaldt Udkantsdanmark. 

Ikke nok med, at udflytningen koster arbejdspladser i hovedstadsområdet. Det koster også skatteydere. Samme skatteydere, som er med til at finansiere udligningen til kommunerne vest for Storebælt. Når der ikke er lige så mange arbejdspladser i et område, som der var før, er der heller ikke lige så mange skattepenge, som kommer ind. Simpel logik.

Og det håber vi, at regeringens forhandlere tager højde for, når de skal lande en aftale om en ny, kommunal udligning.

Oplægget til forhandlingerne er fem forskellige udligningsmodeller. Tre af dem giver Lyngby-Taarbæk Kommune økonomisk tab. To af dem et mindre overskud.

Set med egoistiske, Lyngby-øjne, vil de to overskudsgivende modeller da helt klart være at foretrække. To af de tabsgivende modeller giver underskud på henholdsvis 3 og 5 mio. kroner i forhold til, hvad kommunen yder til udligningen i dag. Model 1 giver et tab på 23 mio. kroner, hvilket betyder, at der skal sættes en mindre sparerunde i gang.

Lyngby-Taarbæk Kommune betale en femtedel af sit budget til den kommunale udligning. Der er tale om rigtig mange penge. 1,1 mia. kroner ifølge TV2 Lorry.

1,1 milliard kroner. Det er Lyngby-Taarbæks pris for at være solidarisk med de kommuner, som ikke er begunstigede med samme høje skatteindtægter, samme lave sociale ydelser og samme få, sociale problemer, som Lyngby-Taarbæk har.

Er det rimeligt, at Lyngby-Taarbæk skal betale så mange penge for at holde andre kommuner kunstigt i live?

Svaret afhænger vist af, hvor på de to politiske fløje man befinder sig.

Velfærdssamfundet er bygget på, at vi alle her i landet har lige adgang til de ydelser, som samfundet via skatterne stiller til rådighed for os. Og det betyder, at de kommuner, der har, hjælper de kommuner, som ikke har.

Den er de fleste vist med på. Uanset politisk tilhørsforhold.

Men når så Frederikshavns borgmester kækt melder ud, at man ved at flytte til byen får mange flere penge i hånden hver måned end, hvis man boede i Lyngby-Taarbæk, så bør festen altså stoppe. Eller: Der bør hentes nye forsyninger, så alle kan have det lige sjovt.

I Frederikshavn har en familie på grund af den kommunale udligningsordning, som den ser ud i dag, 9.166 kroner mere at gøre godt med hver måned sammenlignet med en familie i Lyngby-Taarbæk. Det er 110.000 kroner om året.

Når dét er tilfældet, så er der altså kommuner - heriblandt kække Frederikshavn - som får for meget. Og dermed må der være andre, som får for lidt. Eller - som man hævder det i hovedstadsområdet: Alt for mange, der betaler alt for meget.

Der påhviler medlemmerne af Økonomi- og Indenrigsministeriets Finansieringsudvalg en kæmpe opgave med at få enderne i en ny, kommunal udligningsordning til at hænge lange mere retfærdigt sammen, end den gør i dag.

Ingen skal lide nød. Men der er heller ikke nogen, der skal føle sig til grin for egne penge. Og det er præcis, hvad man gør her i Lyngby-Taarbæk, når Frederikshavns borgmester på yderst klodset vis kan pynte sig og sin kommune med lånte fjer.

null

Publiceret 27 February 2018 18:00

Det Grønne Område nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Det Grønne Område
SENESTE TV