Ny friluftsoase i Geel Skov

Den danske vinter viste sig fra sin smukkeste side, da Naturstyrelsen indviede nye faciliteter ved Holtekollen

På en skøn formiddag med solskin var børn og voksne med til at indvie en ny friluftsplatform i Geel Skov. Naturstyrelsen har i vinterens løb opført et større halvtag med robuste borde og bænke, nye bålpladser og et primitivt toilet, så det er nemt og rart at holde arrangementer og slå lejr midt i skovens ved Holtekollen. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Hotdogs og pandekager

Under halvtaget var skovhjælperne fra Tvendehus travlt optaget med at stege pølser og riste brød til hotdogs, og det var populært hos både børn og voksne. Ved det nye bålsted på lejrpladsen holdt Naturstyrelsens naturvejledere styr på pandekagebagning, så alle fik prøvet og smagt.

Ved indvielsen deltog blandt andet børn fra 6.klasse på Dronninggårdskolen, børn fra Ravnholm Skovbørnehave og fra Børnehuset Mariehøj.

Skovrider Hans Henrik Christensen bød velkommen og fortalte om alle de muligheder friluftsbasen rummer. Stedet kan være udgangspunkt for undervisning for skoleklasser, hvor både idræt, matematik, biologi og læring om udeliv kan være dagsordenen. Der kan holdes børnefødselsdag med højt til loftet eller måske en hyggelig påskefrokost i det fri under halvtag. Frivillige på mountainbikebanen har annonceret, at de vil holde generalforsamling på stedet, og rollespillerne har allerede haft deres første event i de nye rammer. Rigtig mange vil bare komme forbi og drikke den medbragte kaffe og nyde udsigten til Holtekollen.

Nye store læ og grillpladser. Geel Skov har fået en friluftslivsoase.

Nye store læ og grillpladser. Geel Skov har fået en friluftslivsoase.

Tag skraldet med

Stedet skal være trygt og attraktiv for alle og derfor har Naturstyrelsen på skilte rundt om lejrpladsen sat lidt information op om, hvordan man holder lejrliv på stedet. Man kan samle brænde i skovbunden, overnatte i telt og endda reservere, hvis man er en meget stor gruppe. Reservationen foregår via hjemmesiden Udinaturen.dk. Ud fra devisen om det man selv slæber med i skoven, kan man også overkomme at tage med hjem, skal brugere selv tage deres affald med hjem. På skiltene fremgår det også, at man skal holde sin hund i snor på lejrpladsområdet.

”Det går ikke at have børn siddende omkring lejrbålet, og der så kommer en løs hund, der vil have en bid af pølsen, eller at den tisser op af alt”, siger skovrideren.

Det er selvfølgelig i orden at have hunde med, hvis den er i kort snor.

”Vi forventer, at skovene bliver endnu mere besøgte i fremtiden, fordi vi har brug for at komme ud og røre os og slappe af, og her er skoven et godt sted. Det betyder, at alle må tage større hensyn til de andre brugere,” siger naturvejleder Stella Blichfeldt fra Naturstyrelsen.

tsj

Publiceret 27 February 2018 08:00

Det Grønne Område nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Det Grønne Område
SENESTE TV