FOREDRAG:

Warhol, pop art og The Velvet Underground

Rockskribent Klaus Lynggaard og kunsthistoriker Nette Børkdal fortæller om kunsten og musikken omkring Andy Warhols legendariske atelier ”The Factory” med musik- og filmklip undervejs. Det foregår på Sophienholm den 28. februar

I maj 1967 åbnede den første kunstudstilling på Sophienholm. Lyngby-Taarbæk kommune havde købt ejendommen nogle år tidligere, og da udstillingen lukkede året efter, blev det besluttet, at Sophienholm fremover skulle fungere som udstillingssted for skiftende kunstudstillinger. Det har det nu gjort i 50 år. I den anledning har Sophienholm inviteret kunsthistoriker Nette Børkdal samt forfatter og rockskribent Klaus Lynggaard til at fortælle om noget af den tids mest nyskabende og betydningsfulde kunst og musik. I 1967 blev to ikoniske værker skabt på the Factory i New York: Andy Warhols serigrafi med Marilyn Monroe og The Velvet Undergrounds debutalbum ”bananpladen”. Nette Børkdal, der blandt andet er omviser på Sophien-holm, vil fortælle om Andy Warhol og Pop Art, og Klaus Lynggaard taler om The Velvet Underground og Lou Reed. Klaus Lynggaard er medredaktør af bogen ”Loaded-The Velvet Underground” og har personligt mødt og interviewet flere af gruppens medlemmer. Udover foredragene vil arrangementet også indeholde billeder, musik- og filmklip. Det foregår på Sophienholm onsdag den 28. februar kl. 19.30. Billetter a 50 kr. kan købes på lyngbybib.dk.

Publiceret 23 February 2018 10:00

Det Grønne Område nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Det Grønne Område
SENESTE TV