Lyngbys nye stadionspeaker Amanda gjorde det gerne gratis for klubben:

”Hellere være lidt for meget end røvsyg”

21-årige Amanda Bodenhoff blev opsagt fra jobbet inden hun havde fået sin officielle debut som stadionspeaker i forårets første superligakamp mod Brøndby. Men Amanda er stadig klar til at præsentere Lyngbys vikinger når de løber på banen. Hun gør det gern

Af
Signe Steffensen

Den knaldrøde uldfrakke siger næsten det hele. Her kommer en pige, der er klar til at råbe himlen blå og fremtiden lys ud over Lyngby Stadion. For der er ingen fare for, at 21-årige Amanda Bodenhoff går i et med tapetet.

Lyngbys nye stadionspeaker er relativt ny i klublokalerne på Lundtoftevej, hvor vi mødes, men hjemmevant på Lyngby Stadion, hvor hun har haft sin gang siden hun gik i børnehaveklassen på Billums Privatskole og sammen med et par veninder startede til fodbold.

Det var her, hun levede det meste af sit ungdomsliv, og selvom talentet efter eget udsagn ikke var stort, så var kærligheden til klubben, spillet og kammeratskabet det. Og selv da andre interesser i teenageårene tog over, var hun stadig fast gæst på stadion, når Lyngby spillede hjemmekamp.

I forårssæonen vil hun med sikkerhed også være at finde på stadion uanset, men denne gang vil hendes sprøde stemme ikke lyde fra gruppen af fans, men ud af højtalerne, når hun som stadionspeaker skal sørge for den helt rigtige stemning til Lyngbys hjemmekampe. Og det uanset, hvad fremtiden bringer, for hendes blå vikingehjerte har talt, og hun har indtil videre besluttet at speake frivilligt.

Bedst til at være mig

Amanda Bodenhoff er vokset op med sin mor i den sydlige ende af Lyngby Hovedgade, og det der med at sætte sig selv i spil er ikke noget nyt.

Hun har længe haft en instagram profil ”miss_instagrim”, hvor hun deler billeder og små skæve indslag fra sin hverdag. Og det var blandt andet derfor, at hun pludselig blev kontaktet og spurgt, om hun havde lyst til at komme i praktik på radioprogrammet Go'Nova.

Hun havde netop afsluttet sin HF-eksamen og vidste ikke rigtigt, hvad hun skulle, så hun greb chancen, og fandt hurtigt ud af, at det her var noget, hun brændte for. Hver dag efter arbejde blev hun hængende for at øve sig, og hun tæppebombede sin chef med indslag, for at få et job.

Men da praktikopholdet var slut, så var der ingen faste åbninger, kun løse vikariater, så da hun kort tid efter blev kontaktet af Radio Køge, der spurgte om hun ville være programudvikler og studievært, sagde hun ja.

Nu har hun købt en lille bil, for penge hun efter eget udsagn ikke har, og kører hver dag til Køge, hvor hun møder kl. 05.30 for at sende live radio.

”Det, jeg er bedst til, er nok at være mig selv. Jeg snakker rigtig meget og sikkert også for meget - og for meget uden filter, så det arbejder jeg lidt på,” siger hun og griner.

Da hun var på Go'Nova, var der en lytter der ringede ind og spurgte, om de ikke kunne vaske praktikantens mund med vand og sæbe, fordi hun bandede så meget.

”Det gjorde indtryk, og jeg har tænkt over det lige siden, for jeg gider ikke være hende havnearbejderen. Men hellere være lidt for meget end røvsyg,” siger hun med et glimt i øjet.

Også et kvindefag

Hun føler sig godt tilpas på Radio Køge, hvor hun styrer morgenfladen sammen med to andre.

Og det lader til, at lytterne også lægger mærke til hendes gode humør og sprøde morgenrøst, for hun blev i oktober kontaktet af en fodboldklub, der spurgte om hun havde lyst til at aflægge prøve som stadionspeaker.

For en eventyrlysten fodboldentusiast som Amanda Bodenhoff lød det helt rigtigt, og prøven gik da også fint, men klubben vendte tilbage med en melding om, at en kvindestemme ikke rigtigt passede ind.

”Jeg blev sindssygt skuffet og rasende. Det er ellers ikke fordi min indre feminist har gjort alt for meget væsen af sig, men der kom virkelig en trods op i mig. Hvorfor kunne man ikke se en kvinde i det fag.”

Så samme dag noterede hun fire superligaklubber ned på et stykke papir. Lyngby Stod selvfølgelig øverst og så greb hun telefonen, ringede og præsenterede sig og spurgte om hun ikke skulle være Lyngbys nye stadionstemme. ”Det var Michelle Lange jeg talte med, og jeg tror at hun syntes det var friskt at jeg ringede, så hun sagde, at jeg kunne kigge forbi til den næste kamp og prøve.”

Timingen var god, for Lyngbys stadionspeaker Jakob Jermiin havde meget at se til og gik med et ønske om at drosle lidt, så han tog godt imod Amanda, da hun dukkede op til en hjemmekamp mod Aalborg, stak mikrofonen i hånden på hende og sagde, værsgo så kan du bare læse startopstillingen op.

Så sank jeg lige en ekstra gang, for fodbold i Lyngby er jo nærmeste religion- ikke bare for mig, men også for masser af andre. Så det skal bare lyde godt

Og når stadion er fyldt, så bliver en let snublen i det danske sprog pludselig blæst ud til publikum. Eksempelvis da hun kom til at sige Aaborg i stedet for Aalborg og efterfølgende forsøgte at rette fejlen, mens hun skraldgrinede ind i mikrofonen.

Og det må man virkelig ikke gøre….

Men trods et par kiks undervejs sagde Jakob Jermiin, at hun kunne komme igen. Og den 11. februar gælder det for alvor, når hun skal speake sin første fulde kamp til sæsonpremieren mod Brøndby.

Kræver forberedelse

Lige nu bruger hun en del tid på, at stå hjemme i stuen og øve navnene. Ikke på Lyngbyspillerne, for de er printet i hjertet, men på de andre superligahold.

”Der er meget lydt i lejligheden, så jeg tror også, at mine underboer kan holdopstillingen efterhånden.”

For hun prøver at forbedrede sig ved at læse på lektien, så hun ved hvad der rør sig på Lyngby hold, om der eksempelvis er nogen nye i startopstillingen.

Men ellers varmer hun bedst op ved at stå ude blandt fansene og drikke en øl inden kampen.

”Det giver noget at gå rund tog mærke stemningen, og få kørt sig selv lidt op og høre en masse af god musik, så man har en masse energi og gejst til at gå på.”

For hun elsker at se fodbold og har været sidelinje kommentator det meste af sit liv, så en af de største udfordringer ved at speake en kamp er da også ikke at lyde for skuffet når modstanderen scorer.

I forhold til det der med, at det pludselig er en kvinde der speaker på Lyngby Stadion, så har de fleste reaktioner været positive.

”De fleste synes jeg det er cool og det er sejt, at jeg gør det, men der er selvfølgelig nogen, der lige skal vænne sig til, at det er en pige, der speaker, men det handler måske lige så meget om, at det er ny stemme i forhold til, hvad man er vant til,” siger Amanda.

Klubben betyder meget for hende. Det er stadig her hun mødes med mange af de gamle venner.

Jeg er jo en ret passioneret person. Jeg kan godt lide at sidde ude blandt publikum at speake i stedet for at stå bag skærmen, for der synes jeg, at jeg mister følingen lidt. Det her er jo mere en hobby end et arbejde. Og det er vigtigt, at speakeren er en person, der brænder for det. Man skal kunne høre, at der er gejst og kærlighed til klubben, når man præsenterer spillerne, så de får den optimale opbakning,” siger hun.

Men det er næppe her Amanda får problemer. Det handler nok i høre grad om at kunne tøjle sine følelser både når Lyngby er i med- og modvind.

Du kan høre Amanda Bodenhoff åbne forårssæson på Lyngby Stadion, når Lyngby møder Brøndby søndag klokken 18.

Publiceret 10 February 2018 11:00

Det Grønne Område nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Det Grønne Område
SENESTE TV