Simon Pihl optimistisk om Lyngby Boldklub:

"Basis for en god forretning er bedre end i mange år"

Af
Mikkel Brøgger Petersen

Selv om Lyngby Boldklub kæmper for eksistensen i disse dage, udtrykker viceborgmester Simon Pihl Sørensen (S) alligevel optimisme omkring klubbens situation. Det sker i et interview i Berlingske.

"Basis for en god forretning er bedre end i mange år. Jeg har også fornemmelsen af, at hullet ikke er så stort. De har fået styr på mange ting, og samarbejdet mellem dem og kommunen er godt. Det er også svært at ryge ud af superligaen, og der er en vis stabilitet i tv-penge, hvilket giver en god indtjening for klubben," siger han til Berlingske og tilføjer:

"Lyngby er inde i en enorm udvikling, og der kommer mange nye virksomheder til byen. Tag bare Microsoft. Jeg håber og tror, at der er gode muligheder for Lyngby Boldklub."

Simon Pihl Sørensen erkender dog også, at det er svært at drive en professionel fodboldklub i Danmark. Og i særdeleshed her i lokalområdet.

"Det er svært, fordi det er vanskelige betingelser at drive fodbold i Danmark. Måske endnu mere i vores område, fordi der er stor forskel på, hvor let det er at drive sponsorer op, alt efter hvor man er i landet," siger han.

Og selv om en eventuel konkurs ikke vil mærkes i kommunekassen, vil det alligevel ramme hårdt.

"Vi kommer ikke til at mærke det på bundlinjen, men på stoltheden. Det værste vil være, at det vil smitte af på sammenhængskraften i kommunen. Der skal være noget at samles om i en by. Lyngby Boldklub er byens stolthed," siger han til Berlingske.

 

Publiceret 05 February 2018 11:00

Det Grønne Område nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Det Grønne Område
SENESTE TV