Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

17-årige Sofie får romandebut: “Hvorfor er ungdomsromaner skrevet af voksne?”

17-årige Sofie Riis Endahl, Virum, er netop debuteret med en ungdomsroman, hvor hun tager tidstypiske ungdomsproblemer under kærlige behandling

Af Pernille Borenhoff
Det er altid svært at være ung. Hvor hører man til? Ser man godt nok ud? Er man dygtig nok? Hvordan skal man agere i skolen, sammen med vennerne og med familien? Og hvad med kærligheden? Findes den?

Der er skrevet et utal af romaner, der omhandler den svære overgang fra voksen til barn. Langt de fleste er skrevet af voksne. For unge. Men ikke Sindstequila. Den er skrevet af 17-årige Sofie Riis Endahl, der går i 2.g. på Virum Gymnasium.

I sidste uge udkom romanen på Byens Forlag. Og det er samtidig Sofies debut som romanforfatter.

“Det at være anderledes er et tema, der fylder meget i den alder, jeg har. Man skal skabe sin identitet, og man finder ud af, hvor man er anderledes end andre, og hvor man er ligesom de andre,” siger Sofie.

Hun har tidligere skrevet historiske romaner, men syntes, at der manglede bøger om nutidige unge.

“Jeg ville skrive en roman, der ikke kun handler om den første kærlighed, men om hvad det koster at stå ved sig selv og vigtigheden ved at have venner, man kan stole på,” siger Sofie.

Tidstypisk

I Sindstequila møder vi Anne, der lige er startet på et nyt gymnasium i Nordsjælland. Hun savner sit gamle liv i Ringkøbing, hvor dét at være anderledes var helt fint, fordi hun jo bare var sig selv. Men hvordan man er “sig selv” i en helt ny verden med nye spilleregler og nye spillere, det finder Anne finder hurtigt ud af, ikke er let. Det kan være meget vanskeligt at få fodfæste i en pigegruppe. Og hvad gør man så? Måske man overskrider egne grænser i forsøget på at høre til.

I et forsøg på at passe ind ender Anne til en gymnasiefest i en bodytequila, og lige idet hun tror, hun nu kan være en del af pigernes gruppe, ramler hendes verden sammen, fordi et billede af hendes halvnøgne krop begynder at florere på de sociale medier, uden at hun har givet lov.

“Det er helt klart en tænkt situation. Men det er en tidstypisk situation, der kunne have fundet sted. Den digitale verden er noget min generation skal lære at navigere i, og det kan skabe nogle uheldige sammenstød,” siger hun.

Sofie har skrevet, siden hun var ganske lille. Hun kan slet ikke lade være.

”Lige nu er jeg i gang med NaNoWriMo Det er et projekt, hvor alle fra forskellige lande skriver 50.000 ord i november måned. Jeg har også et par romaner i skrivebordsskuffen. Jeg har tidligere skrevet en historisk trilogi om 2. verdenskrig, som jeg håber at få udgivet. Den periode har interesseret mig, siden jeg var meget lille,” siger hun.

Sofie drømmer ikke om forfatterskole eller en karriere som fuldtidsforfatter, lige når hun er færdig med gymnasiet.

“Måske vil jeg gerne have et sabbatår og arbejde på et forlag. Bagefter tror jeg, at jeg vil på IT-universitet. Det er svært at leve af at være forfatter, og hvis man skal det, går det hele op i at producere flere og flere bøger. Jeg vil ikke være økonomisk afhængig af mit forfatterskab, for så tror jeg, at det kan være svært at bevare de kunstneriske frihed,” siger hun.

Sofie Riis Endahl

2.g. Virum Gymnasium

Vundet 13 skrivekonkurrencer

tidligere udkommet i fire novellesamlinger og en digtsamling

bidraget med noveller til Politikens Forlags årbøger: Piger 2017/Piger 2018

Sindstequila er hendes debut som romanforfatter

Se mere om Sofie Riis Endahl på Facebook og Instagram

Hør “Sindstequila”-playlisten på Spotify

@Fakta Brod Weekend:

Publiceret: 01. December 2017 11:45

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Det grønne område

Bøger
Forsiden netop nu
Det grønne område
Seneste
Det grønne område
Mest læste
Det grønne område
112
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt