Puttefesten er kommet så meget ud af kontrol, at Danske Gymnasier opfordrer til boykot af festen. Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix

Puttefesten er kommet så meget ud af kontrol, at Danske Gymnasier opfordrer til boykot af festen. Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Danske Gymnasier opfordrer til forældreboykot af puttefest

Danske Gymnasieelevers Sammenslutning vil ikke forholde sig til opfordring om forældreboykot. Fredagens hændelser i Dyrehaven bør dog starte dialog på gymnasier og i hjemmet, lyder det fra formand

Af
Mikkel Brøgger Petersen

En 16-årig pige, der blev tvunget til at udføre oralsex. 30 unge, der var til observation for forgiftning med enten alkohol eller stoffer.

To, der overtrådte ordensbekendtgørelsen. 121 unge, der blev behandlet for småskader. 10 sager mod unge, der var i besiddelse af euforiserende stoffer, primært hash.

Og otte unge, der blev sendt på hospitalet med forgiftninger af alkohol eller stoffer.

Det var status for årets puttefest i Dyrehaven, hvor ca. 7.000 deltagere festede starten på det nye gymnasieår i gang.

Ligesom sidste år tager Danske Gymnasier afstand fra festen.

"Jeg synes, det ville være en god idé, hvis forældrene tog en snak med deres børn og faktisk opfordrede dem til ikke at deltage i den her fest. Risikoen for, at sådan noget sker, er større, når der er 7.000 unge mennesker samlet ét sted. Især de nye 1.g'ere, der er derude, er jo ikke så gamle. Det maner til en eftertanke om forældresamtaler med eleverne," siger formand for Danske Gymnasier, Birgitte Vedersø, til Berlingske, og opfordrer på Twitter til et decideret forældreboykot og forbud mod at tage til festen:

"Tragisk episode ved puttefest i Dyrehaven, der arrangeres uden om skolerne af elever via Facebook. I Danske Gymnasier tager vi afstand fra festen og opfordrer til forældreboykot. På gymnasierne laver vi gode introaktiviteter med opsyn uden druk."

Bør starte dialog

Opfordringen til en forældreboykot vil formanden for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Martin Mejlgaard, ikke forholde sig til. Han ser i stedet fredagens hændelser som en kærkommen lejlighed til dialog på gymnasierne og i hjemmene.

"Først og fremmest tager vi afstand fra alle former for krænkelser overhovedet. Det, der er sket, er fuldstændig utilstedeligt og hører ingen steder hjemme. Dernæst synes vi, det vil give rigtig god mening, at man bruger gymnasierne til at snakke om grænser og om sikkerhed i nattelivet også, og vi opfordrer også til, at forældre og deres børn i gymnasiealderen snakker om, hvilke riscici der kan være forbundet med at deltage i en fest uden opsyn. Men om man skal boykotte arrangementet eller ej, har vi ikke nogen politik om," siger formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Martin Mejlgaard, til Berlingske.

Hos Danske Gymnasier håber man på, at introfesterne rykker ud af Dyrehaven og ind på gymnasierne.

"Det er en svær balancegang, når eleverne kommer i gymnasiet. De når jo en alder, hvor de skal slippes mere fri, men vi har bare kunnet se, at den her fest løber rimelig meget af sporet. Derfor vil vi faktisk hellere have, at skolestartsfest er noget, der foregår i regi af skolerne og ikke på sådan en ukontrolleret måde, som det er, når der er sådan en selvbestaltet fest uden voksenopsyn," siger Birgitte Vedersø.

Publiceret 19 August 2019 11:45