Støjen fra den helikopter, som blev brugt i forsøget på at finde den efterlyste kvinde, udløste klager fra borgere. Modelfoto: Mostphotos

Helicopter

Nordsjællands Politi giver opsang til borgere, der brokkede sig over helikopter

Eftersøgningen med helikopter efter en 75-årig bortgået kvinde tidligere på ugen udløste flere klager fra borgere. Politiet tager afstand fra klagerne.

Af
Anne Dahl Kristensen

"Nogle ting skal man ikke brokke sig over".

Under denne overskrift fortæller Nordsjællands Politi om de mange borgere, som tidligere på ugen brokkede sig over larmen fra en helikopter.

Den støjende maskine var nemlig et af de mange redskaber, der blev taget i brug i forsøget på at finde en 75-årig forsvundet kvinde. Og det faldt ikke i de pågældende borgeres smag.

"Den larmende helikopter midt om natten fik adskillige borgere fra lokalområdet til at ringe og spørge ind til, hvorfor det støjede sådan, hvilket er ganske forståeligt. Nogle tog heldigvis pænt imod vores forklaring på larmen, mens andre valgte at stille sig uforstående over for, hvordan sådan en sag kunne retfærdiggøre at frarøve dem deres søvn. Det blev vi en smule forundrede over, " skriver Nordsjællands Politi i et Facebook-opslag.

Samtidig skriver politiet, at hensigten med opslaget er, at de fremover vil møde større forståelse fra borgernes side:

"Vi er helt og aldeles klar over, at langt de fleste af jer fuldt ud forstår, at vores arbejde kan fylde, larme og påvirke omverdenen i ny og næ, og at det er nødt til at være sådan en gang imellem. Forhåbentlig kan vi med dette opslag få forståelse fra endnu flere til næste gang, vores arbejde på den ene eller den anden måde fylder i landskabet."

Med andre ord opfordrer politiet altså til, at man stopper brokkeriet og udviser lidt mere rummelighed i denne slags situationer.

Trods indsatsen lykkedes det ikke at redde kvinden. Hun blev fundet død onsdag ved middagstid.

Publiceret 29 November 2018 14:47

SENESTE TV