Kirsten Lise Engelsted Thygesen (billedet) har doneret en mio. kroner til Solgården. Hun har tidligere doneredet tre elcykler til hjemmeplejen. Privat foto
Kirsten Lise Engelsted Thygesen (billedet) har doneret en mio. kroner til Solgården. Hun har tidligere doneredet tre elcykler til hjemmeplejen. Privat foto
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

“Merci-Lise” donerer en mio. kroner til Solgården

Kirsten Lise Engelsted Thygesen skrev i sit testamente, at Plejecenter Solgården skulle have én mio. kroner, når hun døde. Helt i hendes ånd skal pengene gå til fest og farver

Kirsten Lise Engelsted Thygesen døde 7. august 2015 86 år gammel på Solgården, og da hun blev kørt væk i en ambulance, sad alle plejecenterets beboere parat og sagde skål for Lise.

På hospice tænder man et lys, når en person går bort, men i Kirsten Lise Engelsted Thygesens ånd skulle selv hendes død være festlig. Det fortæller områdeleder på Solgården, Kirsten Espenhein, til Det Grønne Område.

Kirsten Lise Engelsted Thygesen er én af de person, man altid vil huske på Solgården, fortæller Kirsten Espenhein. Det har hun her cirka to år efter sin død givet endnu en grund til. Solgården har - efter kommunalbestyrelsen skulle beslutte, hvordan man juridisk skulle håndtere det - nu modtaget 1.073.744,20 kroner i arv fra Kirsten Lise Engelsted Thygesen. Pengene skal helt efter Kirsten Lise Engelsted Thygesens livsindstilling bruges på fest og glæde i hverdagen.

“Hun sagde altid, at hun vil skrive Solgården ind i sit testamente, for der skulle være til livsindhold og glæde. Pengene skal gå til livsindhold og livsglæde og fest og farver for beboere og brugere af aktivitetscenteret. Vi tænker, at vi vil planlægge en sommerfest,” siger Kirsten Espenhein, som fortæller, hvordan man husker Kirsten Lise Engelsted Thygesen.

Utrolig vellidt

“Det er en dame, vi aldrig glemmer. Hun var utrolig vellidt, så morsom, humoristisk, glimt i øjet, bramfri, sagde altid sin mening og meget gavmild. Hun var en, der altid var til fest og farver. Og det er også dét, vi skal bruge pengene på,” siger Kirsten Espenhein, som fortæller, at pengene til at starte med bliver brugt på en sommerfest.

“Vi vil slet ikke have råd til at holde sådan en fest. Nu bliver det mere, hvad folk har lyst til i stedet for at lade budgettet styre det. Det bliver en sommerfest inden sommerferien 2018 med et festtelt, så alle kan være med, og det bliver med dejlig mad og underholdning,” siger Kirsten Espenhein.

Kirsten Lise Engelsted Thygesen nåede at bo på Solgården i to år. Det er dog ikke kun her, at hun vil blive husket.

“Hjemmeplejen elskede at komme hos Lise, fordi hun var sjov. Hun blev kaldt Merci-Lise, fordi hun altid havde Merci-chokolade til dem. Vi siger merci til Lise på alle beboernes vegne,” siger hun.

Publiceret: 24. November 2017 11:45

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Det grønne område